På mit spejl hænger et billede af min søster, min far og jeg. Det er fra en gang midt i firserne og jeg har stort set haft det hængende, siden det blev taget.
Min far var en mand af få ord, han delte ikke følelser, men der var ingen tvivl om at han holdt af sine nærmeste. Min far vidste alt. Om alt. Han var grundig og når han besluttede sig noget for, satte han sig ind i alt om emnet.
En gang byggede han et skab - og når han kunne bygge et skab, kunne han vel også bygge et hus. Så det gjorde han. Sammen med min mor og sin bror og resten af hans familie, der alle lagde et stort arbejde i byggeriet. Det var det hus jeg voksede op i.
Min far holdt meget bogstaver. Han var en bogens mand. Hans store kærlighed for ord, har uden tvivl været med til at give mig samme kærlighed, og selvom jeg ikke kan huske det, er jeg ikke i tvivl om, at det var min far, der lærte mig at læse.
Det var også min far, der gav mig interessen for historie. Et af mine tidligste historiske minder er fra dengang han slæbte min søster og jeg med ind og se ruinerne under Christiansborg. Det var spændende, fordi han var god fortæller. Min søster var mest interesseret i, at vi havde været helt ude under rytterstatuen af Frederik d. VII. Jeg er sikker på han også har fortalt at det var ham, der opløste enevælden og gav os grundloven. Men det var alligevel ikke spændende nok.
Min far flyttede en del efter mine forældre blev skilt, og hver eneste gang undersøgte han historien for det pågældende område. Han fandt gamle kort, læste op, og derfra ved jeg at kun et stenkast fra tyskernes hovedkvarter på Bornholm, holdt modstandsbevægelsen til. Det var i baggården i nabohuset til det gamle potteværksted min far og Lise beboede i Rønne for snart tyve år siden.
Da Lise døde flyttede han til Nakskov. Tilbage til sin fødeegn. De lange afstande betød at vi ikke så hinanden helt så meget, som vi måske godt kunne have lyst til, men det var altid rart at se ham, og han blev altid glad når vi kom.
I går morges døde min far. Jeg var der, jeg sov på hospice i hans værelse. Og selvom jeg ikke sad ved siden af ham, var jeg der. Og han vidste jeg var der. Det sidste jeg sagde til ham, var godnat og at jeg at jeg ville blive, sammen med et eller andet halvrablende, der var det eneste jeg i situationen kunne finde ud af at sige.
Han fik en fin død. Jeg er afsindig glad for at han fik muligheden for et hospiceophold. Det gik stærkt, det er rigtigt, men han kunne ikke mere, kunne ikke længere skjule for alle, hvor slemt han havde det. Og han var klar.
Tak fordi du var min far.
