Jeg føler mig ærlig talt lidt svæklingeagtig i øjeblikket.
Først var min fod hævet og nærmest umulig at bruge. Jeg ved stadig ikke hvorfor, men jeg gætter på overanstrengelse efter træningerne op til cykelræs-på-tung-damecykel.
Men jeg er alligevel imponeret af, at en fod kan hæve så meget over og under trædepuden lige bag storetåen, at samme storetå ikke kan nå gulvet, når man står på flad fod - og samtidig ignorerer at det gør ondt...
Nå men foden har det fint. Der er stadig lidt efterveer, jeg er blevet gode venner med støttestrømper, og det skal nok blive godt.
I morges dukkede endnu et mysterie op.
Jeg vågnede med en tommelfinger, der var så øm, at jeg næsten ikke har kunne holde om noget i løbet af dagen. Jeg havde nær aldrig fået sat klemmen, der holder bordtennisnettet fast på bordet.
Der var ikke noget galt med samme finger, da jeg lagde mig til at sove i aftes, og jeg kan undre mig over hvad den stakkels finger har været udsat for i løbet af natten.
Tomlen er heldigvis også i bedring.
Og der er grinet en del gennem dagen.
Andet duer simpelthen ikke.
