Dagene går, tiden flyver og jeg får ikke givet bloggen megen opmærksomhed. Det er ikke uvilje, men sådan må det være lige nu.
I går var jeg i selskab med tre drenge, der som de eneste havde tilmeldt sig et arrangement, der krævede flere deltagere. De skulle ikke snydes, så drengene valgte, vi kørte til Xjump og et par timer i en kæmpe hal fyldt med trampoliner i alskens afskygninger.
Mens Louise hoppede rundt sammen med drengene, havde jeg øje på alle vores ejendele, tog billeder til nyhedsbrevet og passede på min fod, som jeg af en eller anden grund ikke rigtig kan gå på.
Det er uden tvivl overanstrengelse. Jeg er hævet, det gør ondt, lægen foreskriver støttestrømper. Jeg har fundet de længste gevandter frem, for at sløre synet en smule. Men må også indrømme at de hjælper.
Weekenden er pludselig helt uden planer, og sådan har jeg nu mulighed for at sidde med benet oppe, passe lidt på mig selv, senere gøre Anders selskab når le Mans sættes i gang. Og måske nå at færdiggøre den grønne flodhest, eller de strømper jeg strikker til samme Anders.
En weekend uden planer er slet ikke så tosset endda.
Billederne har intet med indlægget at gøre. Men de har ligget længe, jeg har ikke fået dem brugt.
Det korte sporsæt og tilhørerende hjul fandt jeg på den anden side af brøndbyøster Station, da jeg for længe siden kørte efter stof til patchworktæppet til Nicklas.
At lige netop den type kunst står ved en station giver masser af mening, og jeg kunne ikke lade være med at tage en flok billeder af det.
