Ugen er fløjet forbi. Det ser ikke ud som om de kommende uger bliver meget anderledes.
Det er skønt, når der sker en masse, men jeg kan også mærke at jeg bliver træt og overvurderer hvad jeg kan. Jeg troede for eksempel at jeg skulle en hel masse i dag. Det skulle jeg ikke. En hjemmedag var meget bedre, og jeg kom i virkeligheden kun af sted for at træne, fordi Emilie brændte sig lige inden hun skulle på arbejde, med en let førstegradsforbrænding til følge.
Det gjorde ondt. Trak tårer i en grad, så jeg lovede at køre i centret efter aloe vera spray. Hun kunne ikke nå det selv. Når jeg var ude, kunne jeg lige så godt køre forbi LOOP på vejen hjem. Det var rart, men jeg kunne også konstatere at jeg alligevel ikke var helt frisk.
Da jeg nåede hjem, havde jeg nemlig stadig træningsskoene på, og de ellers udeegnede medbragte står derfor stadig i LOOP og venter. De kan vente, kan de. Jeg henter dem på vej hjem fra arbejde i morgen.
Hjemme faldt jeg i søvn, inden jeg igen vågnede op, fik styr på vasketøjet, hæftet de sidste ender på et par strømper, og overvejet hvilke jeg nu skal slå op til. Jeg har en plan om altid at være i gang med et par strømper. Jeg har også lovet Anders, at nogen af dem godt kan blive til ham. Anders synes det er en god plan.
Jeg har printet mønster, viklet garn fra fed til krydsnøgle, og besluttet at den der hæklede karklud lige skal være helt færdig inden jeg starter.
Den nåede det ikke inden weekenden. Men måske inden weekenden er slut.
I morgen skal jeg igen passe Rose. Projekt dør er vist ved at være slut. Jeg håber i hvert fald, for selvom det er super hyggeligt at passe Rose, savner jeg tid til bare at sidde og snakke med Sille.
Vi når heldigvis lidt snak ind imellem døren og børnepasningen.
