I onsdags fik jeg en mail med besked om, at jeg vil få besked, når vi kan hente cyklerne. Der er noget nedslående ved sådan en besked. Jo vel, jeg fik også at vide, at cyklerne er afsendt, men jeg havde hellere været beskeden foruden, og ventet til beskeden om afhentning.
Vi håber de er klar til lørdag.
Håber og krydser fingre.
Siden cykelsmeden en gang sidste år gav min cykel dødsstødet, og mente den uden mulighed for genopstanden, har jeg mere eller mindre lukket øjnene for dens dårligdomme. Jo vist, havde jeg planer om at poste en smule penge i den. Jeg regnede stærkt med, at den kunne holde til foråret for alvor gik i gang.
Det er længe siden kæden begyndte at give sig, og planer om en ny lå lige for. Men så var tilbuddet der, vi bestilte nye og har siden ventet - og har siden opgivet enhver plan om at reparere på den gamle.
Måske den kan mærke det. Under alle omstændigheder gider den snart ikke mere. Under alle omstændigheder holdt jeg op med at holde øje med den.
Derfor havde jeg ikke set at slidbanen på bagdækket langsomt forsvandt.
Derfor fik kæden lov at trække sig længere og længere.
Derfor negligerer jeg med fuldt overlæg at bremserne har set bedre dage eller at kranken føles som er den fuld af grus.
Senest måtte jeg se i øjnene at gearene ikke længere duer. De står i tredie position. Jeg er ikke sikker på jeg kører i tredie gear. Jeg kan geare ned til første og andet - det føles fuldstændig lige sådan.
I dag sner det. I dag er der lovet islag. I dag lader jeg cyklen stå hjemme.
Der er ingen grund til at forcere eller tro på den kommer helskindet gennem dagen.
Eller at jeg gør.
I dag tager jeg bussen.
Og går måske hjem.
Gennem den smukke snebelagte hverdag.
