Sidste år lavede Anders portvin, på de mange druer den lille vin i haven, havde at byde på.
Sidste års portvin var ikke specielt god, men den forsvandt - også længe inden den burde. For det viste sig at det, der blev drukket sidst, klart var bedst. Og at det hele nok skulle have fået lov at stå og trække - eller hvad sådan noget gør.
Så må man jo prøve igen.
I år lød det mere end en gang i nyhederne at vindruehøsten rundt om i landet slog fejl. At de druer, der blev til noget, var sure og ikke værd at have med at gøre. Det glemte vores lille drueranke vist at høre, for den bar om muligt en endnu større høst i år, af søde stenfyldte små druer.
De røg alle sammen i beholderen til gæring. De stod midt i stuen i alt for lang tid (hvis jeg havde noget at skulle have sagt), blev fodret med sukker og ploppede lystigt løs uge efter uge.
Til sidst var de ved at være klar, og det stod klart for Anders, at sidste års beholdning af flasker slet ikke slog til - og nye måtte bestilles hjem. Sammen med en hævert. For sådan en er åbenbart uundværlig for en hjemmeportvinsbrygger.
Lige knap fem liter blev det til - på et år hvor druehøsten slog fejl.
Farven er fin, nærmest rubinagtig. Vi har smagt, og jeg bilder mig ind, at det smager bedre end sidste år. Men jeg kan tage fejl. Belært af sidste år er alt gemt væk, og Anders har ærbødigt foreskrevet at de ikke bliver åbnet før til jul næste år.
Men så skulle det også gerne være godt.
Herfra krydses fingre.
