Sidste år inviterede Bettina og jeg Henriette til sin egen fødselsdag. Det skulle egentlig have været i sidste måned, men livet kom i vejen, der måtte replanlægges, og det blev i dag.
Vi havde lovet mad og kage. Maden leverede vi selv, kagen hentede vi i Maribo på vej mod Rødby.
Vi lagde godt ud, pakkede den medbragte mad ud, lagde salat og tærte sammen, og satte det meste i ovnen og lod resten vente. En halv time senere, var der sagt mange ord, gaver var pakket ud, og maden var klar.
Midtvejs i spisningen rakte Henriette ud efter antihistaminerne, kunne mærke noget var galt, og et hurtigt blik gennem ingredienserne klarlagde sporet. Jeg havde stået for den famøse tærtebund, havde fyldt godt op med sesammel - noget Henriette aldrig har fortalt hun ikke kan tåle.
Ti minutter senere ringede vi til alarmcentralen. Derfra udsprang et noget tragikomisk senarie sig, som allerførst skal roses for hurtighed og professionalisme. Efter noget der føles som længe, men som i virkeligheden gik meget hurtigt, stod den første mand på stedet. Henriette fik ilt, og inden længe fulgte ambulance og to reddere med.
Kramperne lagde sig, hovedet fik rette farve og det diffuse forsvandt inden for overskuelig tid. De tre unge (eller i hvert fald yngre) gutter var både sjove og underholdende, mens de udførte deres arbejde til Ug og kryds og slange. Henriette vågnede op til dåd, nåede at glæde sig over mandskabet og havde det helt godt inden de kørte igen.
En halv time senere lå hun på gulvet igen. Denne gang med mavekramper, men heldigvis uden vejrtrækningsbesvær eller andet faretruende. Kramperne forsvandt, kagen blev fundet frem, humøret var højt og selvom det ikke faldt i overvældende god jord, kunne vi forsikre Henriette om at hun nok skulle få glæde af mavesmerter i løbet af det næste døgns tid.
Det skal jo igennem.
Som vi var der, var der ingen tvivl om at smerterne, som kom med passende mellemrum, fortog sig hurtigere og hurtigere - også selvom Henriette sikkert vil påstå det modsatte - Og da hun endelig var ved at være træt af os, var vi ikke længere bekymrede for at køre fra hende.
Og selvom vi forgiftede hende, var det altså en usædvanlig dejlig dag.
