Stalin.
Han går rundt og gør sig til, nyder livet og hygger sig vildt som eneste kat.
Daniel hentede ellers begge to i torsdags, for at aflevere dem på kattehjemmet efter aftale. Vel fremme stod en familie og var vistnok parat til at tage Naya med sig hjem. Om det skete ved vi ikke noget om, men man har jo lov at håbe.
I den forbindelse skal det næsten siges, at efter fire dage var hun faldet til, nød livet og blev pludselig en helt anden og meget, meget sød og kælen kat, end den hystade hun udviste de første dage. Der er ingen tvivl om at hun har haft godt af neutraliseringen i sommers. Nu håber jeg også bare hun får et godt hjem et sted der kan blive hendes - helst uden konkurrence fra andre katte. Det er jeg sikker på vil være bedst for hende.
Naya blev på hjemmet. Men Stalin ville de ikke tage imod. Det viser sig hans tænder gør ondt - så tror da pokker at han er blevet så tynd. Vi var ellers overbeviste om at det var Naya der holdt ham fra maden. Det har vi set hende gøre før.
Præcis hvad han fejler ved vi ikke, men hans tandkød er hævet, og med den viden kan vi pludselig godt se at det gør ondt når han tygger den hårde tørkost. Altså får han nu kun blød mad - det kan han lide. Han spiser flere gange om dagen, har lært at Anders er nemmest at tigge hos, og æder rask væk en hel portion af de der klamme ildelugtende kattemadsportioner, der står på hylderne i supermarkederne.
Andet er der tydeligvis ikke i vejen med ham.
Og han er hyggelig at have på besøg.
Daniel har aftalt tid med dyrlægen på onsdag. Indtil da er han her, tydeligt en gladere og mere afslappet kat end da Naya var her og, han hele tiden var på spring. Det er muligt jeg gør Naya værre end hun er, måske var det bare blevet deres måde at agere over for hinanden, ligesom hun har en tendens til at knurre, når hun måske i virkeligheden mener at alt er okey. Måske har hun bare glemt at hun kan spinde.
Så Stalin er her, nyder livet, spiser på livet løs - og bruger bakken tilsvarende. Så meget at hver eneste gang vi bevæger os ud i køkkenet, tror han der vanker mad. Han bliver tit skuffet gør han. Tre mennesker bevæger sig alligevel en del i køkkenet i løbet af en dag.
Det føles som har han allerede fyldt pelsen lidt bedre ud, og vi krydser fingre for at mundtøjet kan klares med en omgang penicillin eller en tandudtrækning frem for en større operation.
Vi håber.
Og griner lidt fordi han lyder som en kurrende due, når han tigger.
