Mens Naya gemte sig i poser og papkasser, havde vi en anden uendelig leg med Stalin.
Den lange pels kræver hjælp. Han havde en del knuder i pelsen, men fik han bare lov at bide lidt i børsten, kramme den og lange lidt ud efter os undervejs, gad han godt at blive redt.
Så det blev han. Hver eneste gang han hoppede op i skødet til en af os, eller når han lagde sig ved siden af. Det gjorde han tit. Altid akkompagneret af højlydt spinden og savl.
Lagde han sig længere væk, undgik han børsten.
I morgen står endnu en uge for døren. En uge uden aftenarrangementer, uden møder og uden tidlige mødetider. Sådan en uge er savnet, og jeg glæder mig.
