Somme tider passer onsdag formiddag både i min mors og min kalender. På sådan nogle onsdage kører jeg hjem til min mor, inden jeg møder på arbejde. Vi drikker the, snakker og spiser frokost sammen, inden jeg sadler cyklen og kører tilbage mod Rødovre.
I onsdags fik jeg en pose fuld af nostalgi med mig videre.
Min mor rydder op, og vendespillet, som var flittigt brugt i min barndom var fundet frem fra gemmerne. Der dukkede så mange følelser og minder op, da jeg åbnede for posen med brikkerne, og mens jeg spurgte om ikke min tante havde lavet det, mente min mor bestemt, at det var mig.
Jeg kunne ikke huske at jeg skulle have lavet det, men da min mor vedblev at mene jeg havde stået for det, blev jeg i tvivl. Hun havde nok ret. Og minder om at min tante havde lavet et spil til sine børn, og at jeg synes det var så fint og gerne selv ville have et, kunne jeg sagtens huske.
Men havde jeg lavet det? Jeg husker tegningerne fra brikkerne. Jeg husker at have siddet med mine kusiners spil og tænkt at så svært kunne det vel ikke være at reproducere. Jeg har en erindring om måske at have tegnet efter, men har det været på træ? Har det ikke nærmere været på papir? For erindring om at save brikker eller lakere har jeg ikke. Heller ikke selvom jeg skulle have fået hjælp.
Da vi i går sad i toget, på vej mod fødselsdag, var min mor kommet i tanke om, at det alligevel nok var min tante der lavede spillet i sin tid. Fordi vi så brændende ønskede os et.
Det får brikkerne til at passe bedre i mit hoved.
Og gør på ingen måde spillet mindre nostalgisk.
