Weekenden blev skudt i gang med en fest.
Årets sidste børnefest blev en langt større succes, end vi umiddelbart regnede med.
Blot seksten børn var meldt til, men det skulle ikke afholde os fra at holde fest. Vi dækkede op med dug, balloner, serpentinere og levende lys. I køkkenet snittede vi grønt til et helt kavaleri, og mens bollerne blev varmet i ovnen og bøfferne stegt på panden - med eller uden ost - stillede ungerne tålmodigt op i række, byggede burgere, og efterlod størstedelen af alt det grønne vi havde snittet...
Ingen så meget som overvejede at de ikke var mere end seksten. De bare hyggede, snakkede og var fælles på tværs af alder, køn og klasser. Så er det ingen sag at holde fest.
Inden det obligatoriske sliksalg, som jeg gerne så afviklet, men som også er lidt hyggeligt, nostalgisk og med tiden barberet ned til en festting - tænk en gang, for bare femten år siden var det hver fredag. Det er heldigvis slut for længe siden - insisterede vi voksne på ballondans.
De seksten børn var lige præcis otte drenge og otte piger - flest af de store piger fra femte og flest af de små drenge fra tredie, men det afholdt os ikke fra at mene, de skulle danse dreng og pige sammen.
Otte UNO-kort blev klippet midt over, alle børn trak et kort, fandt en makker, fik en ballon og så kunne festlighederne ellers gå i gang.
Ingen så særlig tilfredse ud. Men de ville alle sammen gerne have slik, og hvis ballondansen var eneste mulighed før slikboden åbnede - og hvis det kunne glæde os voksne - så (dybt suk) kunne de da godt gøre forsøget.
Det viste sig at ballondans er så sjovt at der gik konkurrence i alle parrene og, at de alle sammen var klar til endnu en omgang, da den første var slut. Anden gang mente vi de selv kunne danne par. Kun Laura ville gerne trække lod igen. Men da ingen andre ville, holdt hun fast i Lukas fra første omgang.
Så sjovt var det, at de var lige ved at glemme sliksalget - men kun lige ved.
