Dengang jeg blev ansat i SFO, havde vi aftenåbent hvert tirsdag. Ikke noget med planer og temaer. Næh, vi havde bare åbent længere end alle de andre dage, nød at skolegården var ryddet for de små, spiste sammen og foretog os det vi havde lyst til.
Eller det ungerne havde lyst til. Min tid var mest af alt båndlagt til madlavning, afrydning og opvask. Også selvom vi havde strikse regler for hvordan ungerne skulle hjælpe. Noget med en terning, slag af seksere og borde der skulle både ryddes, aftørres og bæres på plads.
Det var altid sjovt når nye børn blev præsenteret for terningerne.
Som tiden gik blev timerne færre, aftenerne var ikke længere så velbesøgte og vi holdt ikke længe åbent helt så tit. Temaerne gjorde sit indtog, hver eneste gang vi har åbent ud over almindelig åbningstid tror børnene vi holder fest, og da vi i et anfald af nostalgi forsøgte at genindføre aftenåbningerne - en gang om måneden - kom der ingen tilmeldinger.
Vi må indse at nutidens børn skal spises af med planer, for at have lyst til at være med. De kalenderlagte aftenåbninger blev derfor hurtigt udstyret med et tema. I aften inviterede vi til spilleaften - med præmier.
Der var blandede opfattelser af hvad en spilleaften indeholdt. Vi mente brætspil. Ungerne mente computer, rundbold eller bordtennis. De var ikke svære at overtale til brætspil, og inden længe havde vi både Uno, Skak og Sequence på bordet. Der blev supleret med Klodsmajor og terninger, inden vi satte fart i en rask lille Kalaha-turnering. Vi skulle jo have fundet nogle vindere til de der præmier.
Det viste sig at være helt perfekt. Det viste sig også, at blandt Klubbens børn er der flere, der er superseje til Kalaha og nogen der aldrig havde spillet før, men som bestemt ikke er færdige.
Der blev også lagt op til en fremtidig skakturnering. Sådan en kræver mere end tre timer en mandag aften. I hvert fald, hvis der skal være mere end tre deltagere.
