Lige siden bygningen af Den Blå Planet påbegyndtes har min mor snakket om at tage derud.
Det blev i går, hvor vi mødtes hele familien udenfor, inden vi begav og ind og kiggede og kiggede og kiggede.
Der er meget at se. Ikke kun arkitekturen, som bestemt også er et studie værd. Selvfølgelig blev vi væk fra hinanden. Det duer ikke at gå ti mennesker i en flok, når det er meget nemmere at gå rundt i mindre enheder.
I stedet mødtes vi flere gange, for større er det alligevel ikke. Og frokosten indtog vi udenfor - trods overskyethed og en smule kulde.
De tykke glas i akvarierne forskyder det sete en smule. Det gør noget ved mine øjne, og efter at have været gennem tunellen ved oceanbassinet, følte jeg mig decideret søsyg. Så er det godt igen at kunne mødes udenfor og trække frisk luft. Specielt når så mormoderen vælger at give is.
Efter cirka fire timer, var vi alle fyldte. Ikke kun af den medbragte mad, men også indtryk. Et enketl af akvarierne rummer så meget, at vi kunne blive stående længe og se på først den ene og så den anden af beboerne.
Den lille søløve, edderkoppekrapperne og pirahanerne var nok dem, der trak mest på oplevelserne. Men også alle de små fisk, hajerne og de kæmpestore rokker gjorde indtryk. Undervejs fik vi hilst på en meget stillesiddende krokodille og en flok fisk, jeg ikke kan huske hvad hedder, men som højst sandsynligt ikke har ændret sig meget i årtusinder.
Vi så maller, chiclider og en elektrisk ål. Vi var oppe og vi var nede. Søpapegøjerne legede og i amazonasafdeligen fløj spændende fugle rundt.
Alt i alt var det en rigtig god oplevelse. Det eneste kedelige var de mange andre besøgende, der betød ventetid ved de enkelte akvarier. Jeg ville ikke have haft noget imod mere plads og færre gæster...
Fyldte tog vi hjemad, og mens Anders og jeg holdt os vågne i bussen det sidste stykke hjem, var Emilie tæt på, som et andet børnehavebarn, at falde i søvn. Ret op og ned på bussædet.
