Det føles næsten som har jeg fået nyt arbejde. Det har jeg nu ikke - og så alligevel.
Efter et par år med børneårgange der fandt andre steder at være end i Caféen er medlemsantallet over night steget med omkring hundrede procent. Det reelle antal af medlemmer, der kommer hver dag er snarere steget med et sted mellem to- og trehundrede procent.
Det er mange, og det kan mærkes. Det er skønt, det er lækkert, det er en fryd at være på arbejde og hel masse andet positivt. Men det er også hårdt. Mit hovede er så fyldt op af latter, larm og indtryk, når jeg kommer hjem, at jeg går omkuld i det øjeblik jeg sætter foden på dørtrinet.
Samtidig kan det mærkes at jeg har flere timer. Efter at jeg de sidste år har argumenteret for, at jeg burde have flere timer, er det lykkedes i en periode. Jeg havde højst håbet på tre eller fire timer, men da Louise gik på barsel fik jeg lov at overtage de syv timer, og den ansatte barselsvikar fik de resterende tredive.
Med næsten femogtyve procent flere timer om ugen, har jeg nu ikke længere tidlige dage, men bliver og lukker hver dag. Heldigvis er alle syv timer ikke skemalagte hver uge, for med de få timer jeg tidligere har haft, har aftenarrangementer stort set talt som overarbejde. Det bliver der nu rådet bod på. Så håber jeg bare vi med tiden kan overbevise chefen om, at jeg bør beholde de ekstra timer. Mine kolleger kan i hvert fald godt se fordelen.
I dag møder jeg sent. Jeg har nydt formiddagen, og er ved at være klar til endnu en dag fyldt med mange og glade børn. Senere har jeg en aftale, og selvom torsdag ikke er den dag med allerflest timer, tænker jeg at jeg nok er temmelig træt, når jeg engang er hjemme igen.
Det store spørgsmål er så bare, hvor lang tid det tager at aklimatisere til nyt arbejde?
