Dagen blev hektisk og slet ikke som forventet. Sådan er det, når man arbejder med mennesker. Det blev det ikke en ringere dag af, bare anderledes.
Vi har taget hul på bolsjesæsonen, og mens jeg blev lidt længere for at skrive en tiltrængt mail, bølgede duften af sukkerglaserede bolsjer omkring mig. Jeg var glad for at jeg kunne tage hjem. I næste uge er det min tur. Vi skiftes. Laver flere aftener på skiftende dage, så alle kan være med.
Det er hyggeligt at lave bolsjer. Og jeg bliver så træt. Jeg bilder mig ind at sukkerdampene gør noget ved friskheden, og når de fire uger med konstant duft af bolsjekogning er overstået, glæder jeg mig til at pakke sammen. Det er sjovt så længe det står på, og det er rart når det er slut.
Weekenden bød på familiekomsammen. Fætre og kusiner, børn og forældre. Vi ses en gang om året, og det var mindst lige så hyggeligt som sidste år. Datoen er sat for næste år, så der er god tid til at glæde sig.
Og mens jeg egentlig slet ikke har tid til at sidde foran computeren, er endnu et blogindlæg kommet til verden. De er ikke lange for øjeblikket. Sådan er det nogen gange.
Jeg må hellere vende tilbage til lektierne. På torsdag venter første skoledag i den uddannelse alle pædagoger i hele kommunen skal igennem i løbet af i år. Vi har læst en masse spændende artikler og kapitler fra flere lærebøger. Vi har holdt læsegruppe og i morgen skal vi tale om det sidste inden første undervisningsgang. Jeg mangler stadig at læse cirka ti sider…
Godt jeg har tid i morgen tidlig.
Jeg tror det bliver vildt spændende. Og hårdt. Og grænseoverskridende. Tanken om overvåget undervisning (supervision) er både rædselsvækkende og meget tiltalende.
