Der er mange dele af Danmark jeg aldrig har set. Kolding er et af dem.
At jeg skulle på lejrskole for at besøge byen, havde jeg ikke set komme, men det gjorde ikke oplevelsen ringere. Kolding er en hyggelig by. Nem at sammeligne med mange andre af landets købstæder. Og det til trods for at Kolding er Danmarks syvende største by.
Mellem alle de hyggelige alimindelige købstadshuse, står stadig rester af en svunden tid. Bindingsværk, kobber og fine udskæringer pryder ikke kun byens større vartegn, men også mere borgerlige hjem.
Kolding er fyldt med finurlige steder, og til trods for at ungerne havde masser af tid til at gå rundt i byen – og til tider næsten nåede at kede sig – ville de alligevel gerne tilbage og se mere.
I de naturfaglige fag har Mikkel lige undervist i istidlandskaber, og både på vej i toget og på turene fra skolen, vi overnattede på, mod Kolding, langs å og det skønneste landskab, blev ungerne både hørt og undervist en smule mere. For når vi nu stod her – lige midt i istidens aflejringer.
Vi voksne havde nok en noget anden tur, med oplevelser på et andet plan end de unge, men sådan er der så meget. Og jeg er glad for at have besøgt Kolding.
Jeg er også træt. I aftes blev et møde aflyst og jeg gik omkuld i stedet. Weekenden er ikke planlagt til skønsovning. I dag starter #knitwork16, og når arbejdstiden er slut, er jeg at finde i toget på vej mod København, mod strikkefestival og mod udfordringen som liveblogger.
Jeg har pakket tasken.
